Om bogen
Forlaget skriver b.la.:
Kære læser
Vi beklager på forhånd, at du ved at åbne denne bog vil stifte bekendtskab med alt andet end et yndigt land: Udkants-danskerne er ved at koge over af fremmedhad. Flygtningene kan ikke kende forskel på dit og mit. Dagpengemodtagerne vil hellere gå i opløsning end på arbejde. De udviklingshæmmede søger tilflugt i absurde fantasiverdener. Pædagogerne er tabt på gulvet og kan hverken samles op eller sættes på plads.
Men op af den rød-hvide mødding spirer en række karakterer,som vælger at bide tænderne sammen og gå deres egne veje idet danske kastesystem.
LÅN MIG DINE TÆNDER balancerer mellem roman og novelle-samling, mellem socialrealisme og folkeeventyr, mellemtragedie og satire. Det er en finurlig fortælling om mennesker og dyr, der står i lort til halsen.
Læseoplevelsen
Allerede inden jeg begyndte min læsning af LÅN MIG DINE TÆNDER, smågrinede jeg lidt i skægget. Hvorfor spørger du måske? Fordi jeg læste forfatterpræsentationen på bogflappen, som bl.a. lyder: “Gustav Foss er en af vor tids nyeste og mest ukendte forfattere, og derfor er hans debutbog, som du sidder med i hånden, hverken oversat til andre sprog eller vinder af litterære priser”. Efter endt flaplæsning overvejede jeg om, det var forfatteren selv, som havde skrevet præsentationen eller forlaget. Jeg håbede på, at det var forfatteren, for så vidste jeg at jeg havde en lille godbid i udsigt. Efter endt boglæsning gætter jeg på, at det faktisk er forfatteren, som har skrevet egen præsentation, for den underspillede, halvt undskyldende og alligevel lettere passiv aggressive sarkasme er en gennemgående tone gennem hele bogen.
Bogen er en blanding af roman og novelle, og består af 4 (næsten) selvstændige historier med hver sin hovedkarakter. I første historie får vi hunden Muttes perspektiv på livet i en provinsby vest for Svendborg, og lad mig bare sige “Der er IKKE så dejligt ude på landet”, men hundens synsvinkel er godt fundet på og meget forfriskende. Der er ikke smukkere inde i stenbroen på Amager, hvor en ung dagpengemodtager langsomt svinder ind til en stakkel type som taler med sit toilet (JA!) og hvor går man hen derfra? Læs og find ud af det.
Min yndlingshistorie er den om Egon Mongolsen (døbt Liselotte), som er bosiddende på bosted, hvor hun bruger sine dage på at se gamle Olsen bandefilm og prøve at kuppe sit liv til det bedre udklædt som sit store idol Egon komplet med bowler og cigar. Den historie har en skøn blanding af uskyld og råhed takket været Liselottes synsvinkel. Den sidste historie følger Liselottes bror, en mand tæt på halvtreds, bosiddende i Esbjerg og med en 20 år lang karriere som ufaglært pædagogmedhjælper. Hans største frygt i hans levende-død-liv er at blive fyret af sin skod-chef, men den største trussel viser sig at være ham selv og hans manglende håb.
Alt i alt en virkelig spændende debut og jeg tror (sgu) ikke at flap-teksten kommer til at holde vand. Jeg håber (og tror) at Gustav Foss finder sit publikum, for han bidrager med noget nyt til den socialrealistiske litterære scene, noget som vi har manglet: Selvironi.
Bogen udkommer 30.marts 2023.