UR

af Rasmus Hastrup / Screaming Books 2022

oM BOGEN

Forlaget skriver bl.a.:

På en borg i det sydlige Tyskland i år 1355 sidder en flok skriftkloge og fremstiller et verdenskort. Et på alle måder usædvanligt projekt, som skal vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for fremtiden.    

Et andet sted, i en anden tid skriver maleren Fritz Syberg breve. Han funderer over rejser, grænser, tid og rum – og over om kunsten kan redde verden. Men når brevene frem?     

Et yngre par skal besøge nogle venner i et villakvarter, men farer vild. Hvorfor er det så svært at finde vej i Bærkvarteret?     

En frygtelig hændelse rammer København i 1791. Denne hændelse har forskellige efterspil for tre mænd i byen. Men det helt store spørgsmål er, om man kan forhindre katastrofen – efter at den er sket?    

En ung kvinde glemmer sin taske i toget. Tasken indeholder et manuskript, hun arbejder på, et manuskript som måske kan få folk til at indse sandheden om verdens tilstand. Hvem er hun, og hvor kommer hun fra?    

En fremmed båd ankommer til en boplads ved kysten. Vi befinder os i bronzealderen. Hvem er manden om bord, og hvad er hans ærinde?    

En medarbejder i Biospheric Global Organics har sidste arbejdsdag. Han har dog lige et projekt sammen med en kollega, der skal være færdigt inden fyraften. Hvad ved de egentlig om kortet fra Tyskland? 

UR er en hybrid. Bogen har genrebetegnelsen ”En historie” – den kunne ligne en novellesamling, men er næsten en roman. Det er en kalejdoskopisk fortælling om menneskelig kreativitet og grådighed, en mosaik af forskelligartede, men dog sammenhængende kapitler på tværs af tidsaldre og steder. Det er en kompleks historie, hvor vi fra bronzealder til fremtid møder vi mennesker, som på hver sin måde forsøger at forhindre verdens undergang, en udvikling sat i gang af det mystiske verdenskort. 

læseoplevelsen

Det er ikke en novellesamling eller er det? Det er ikke helt en roman eller er det? Bogen er en vild “gennem-tiden-flaksende” hybrid der suger sin næring fra forskellige genrer. Lyder det forvirrende? Jamen det er det overhovedet ikke. Tænk på en honningbi der flakser fra blomst til blomst efter nektar. Det samme gør UR. Historien flakser fra tid til tid og fra genre til genre. Den besøger flere tider helt fra bronzealderen og frem til senere end nu. Den spænder fra eventyragtig tekst over breve, taler, horror og prosa blandt andet!

Det begynder med et mystisk (og uhyggeligt) kort som måske kan ændre verdens sammensætning efter magthavernes forgodtbefindende. Her starter vi, men hvor slutter vi? Hvor langt vil mennesker gå for magt og penge? Hvordan er det lige at vi behandler kloden… og hinanden?

Jeg har tidligere læst novellesamlingen VÆK (2020) af Rasmus Hastrup, og dengang beskrev jeg hans noveller på denne måde: “Hver tekst er helt sit eget kosmos med dertilhørende virkelighed.” Jeg kunne bruge de samme ord om nærværende værk. Selv om jeg indimellem virkelig blev ledt på glatis og lige skulle finde hoved og hale i fortællingen, blev jeg aldrig irriteret eller havde en fornemmelse af manglende sammenhæng… Hvorfor? To grunde: Sproget og temaet.

Temaerne har jeg allerede berørt, så lad os fluks gå videre til sproget. Sproget er i særklasse. Det er virkelig en fornøjelse at læse Rasmus Hastrup. Hans ordforråd må være kolo-enormt for han skriver legende let og helt folkeeventyr-jovialt for så pludseligt at”afbryde” læseflowet med et meget bedaget ord eller et meget specielt ordbillede. Det er en virkelig skøn læseoplevelse og jeg håber, at du vil unde dig selv den.

Stjernedrys

One Comment

  1. Rasmus Hastrup

    Af hjertet tak! Meget fin læsning – det betyder så utrolig meget at føle sig forstået. Fornem, fornem anmeldelse!

Skriv et svar