Om bogen
Fra forlagets hjemmeside: Efter sin kones tragiske død støder den velhavende John Clint tilfældigt på den aldrende privatdetektiv Jack Miles i San Franciscos uspolerede Tenderloin-kvarter. Og da sagen om den forsvundne Ted Wilkinson dukker op, ligner det et perfekt mysterium. Ted er en yngre mand, der lader til at være forsvundet af egen fri vilje – lige indtil en ældre mand bryder ind hos forældrene bag henvendelsen og påstår, at han er deres søn – at han er Ted.
Da John får mulighed for at afhøre den ældre mand, bliver han konfronteret med en uventet beretning om en parallel verden, som til forveksling er identisk med den, som John og alle andre kender. Med undtagelse af én ting – manden, der kalder sig Ted Wilkinson.
Idet John kaster sig kompromisløst ud i opklaringen, flyder virkelighed og fantasi mere og mere sammen. Han finder ud af, at man let kan blive vildledt af dobbeltgængere og følgevirkninger – men han øjner også muligheden for at genoplive sin fortids bristede drømme på en måde, som han aldrig troede var mulig. Samtidig tikker uret for at finde sandheden om Ted Wilkinson, før hans tid løber ud.
Læseoplevelsen
I pressematerialet spørger forfatteren: “Hvad gør du, når din egen verden ikke længere er din egen? Når skellet mellem virkelighed og fantasi langsomt udviskes, og alle fysiske og mentale grænser skrider for dig?“.
Det er et uhyggeligt spørgsmål, men ikke desto mindre den situation hovedpersonen John befinder sig, mens han stærkt presset af den mystiske og meget insisterende Justine bevæger sig fra et parallelt univers til et andet i jagten på sandheden.
Bogen er velskrevet og ideen er ret god. Forfatteren har helt sikkert gjort sin research godt, for jeg kunne tydeligt se San Francisco for mit indre blik, mens vi (John og jeg) flakkede rundt i brudstykker fra hans tragiske fortid, mystiske personer og overnaturlige (hedder det mon dét, når genren ikke er fantasy? Eller er det i virkeligheden en af de mange underarter af fantasy-genren?) begivenheder, som f.eks. det at veksle mellem virkeligheder, knuse glas med bevidstheden og genoplive døde.
Jeg har ikke læst noget lignende før og jeg ser sjældent film, hvor den slags foregår. Ikke fordi jeg har noget imod det, men sandheden er at jeg kan sjældent følge med i tankegangen bag plottet. Det kunne jeg godt denne gang, for Sandra Niebak skriver som sagt godt. Jeg havde dog ikke regnet plottet ud før til sidst, hvor jeg tænkte “Nåeh ja… selvfølgelig!”. Blot for at læse et linjer mere og så tænke: “Hva’? Vent hvad?!”.
Så, således endte min læsning af Når tiden fortæller sandheden. Jeg synes at det er en flot og ambitiøs debut. Hun formår at holde et højt fortælletempo med mange plottwists og ikke mindst cliffhangers, der driver læseren videre, og jeg vil anbefale den til alle jer læsere, der elsker en god “hjernevrider”.