Under overfladen

af Daisy Johnson, Screaming Books 2022

Om bogen

Forlaget skriver bl.a.:   

Daisy Johnsons debutroman – den Man Booker Pris-nominerede ”Under Overfladen” – er flere ting på én gang. Bogen opfinder ord, genfortæller og revitaliserer en gammel myte samt ituriver kronologi. Ved hjælp af et billedligt og poetisk sprog, ophæves grænsen mellem nyt og gammelt. Bogen er på den måde både chokerende, hjemsøgende og smuk.   

Hovedkaraktererne i bogen er Gretel og Sarah; den førstnævnte er datteren, der som 16-årig bliver forladt af moderen, Sarah, og siden har været på jagt efter hende. Selvom Gretel har forsøgt at begrave barndomsminderne, fortsætter hun med sin søgen ved bl.a. at ringe til hospitaler og lighuse hver gang der er uidentificerede lig. Efter at have ledt flere steder beslutter Gretel sig for at kontakte sin barndomsven Marcus, som måske kan lede hende til moderen. Her starter endnu en vigtig historie i bogen – Marcus’ hemmeligheder om bortadoption og transkønnethed afsløres af hans forældre, Roger og Laura, og styk for styk sammensættes et komplekst narrativ mellem Marcus, Gretel og i særdeleshed moderen, Sarah, og trådene, der binder karaktererne sammen, bliver mere og mere tydelige.   

Dystopiske tilstande åbenbares, traumer genåbnes mens andre tråde synes at forsvinde og kan kun anes i Sarahs tiltagende demens. Bogen udvikler sig således fra at være en hjemsøgende horror-historie, til et forskruet eventyr for nærmest at ende som en græsk tragedie med et moderne tvist. En bedrift i sig selv – men fordi sproget og fortælleteknikkerne er så enestående, fremstår bogen i sin helhed unik og nyskabende.   

Bogen er udkommet i knapt 20 forskellige lande nu og er blevet lovprist af en samlet udenlandsk presse, da den blev udgivet i England i 2018. Udover at være nomineret til Man Booker Prisen, så blev bogen ligeledes nomineret til Desmond Elliot prisen og blev endda Book of the Year hos bl.a. Entertainment Weekly, News Statesman, Guardian og Lithub.   

Screaming Books udgav sidste år “Søstre” af Daisy Johnson og de har igen bedt hyperdygtige Rasmus Hastrup oversætte.

Læseoplevelsen

Jeg læste den her bog langsomt – meget langsomt. Både fordi jeg mere sansede den, end egentligt umiddelbart forstod det hele med mit intellekt. Men bestemt også fordi jeg i den grad nød sproget. My oh my hun kan noget med sproget hende Daisy Johnson og hun er i super gode oversætterhænder hos Rasmus Hastrup.

Jeg vil virkelig forsøge ikke at spoile; men jeg er så hænderklappende begejstret over alle de litterære referencer at jeg næsten ikke kan styre mig 🙂 Johnson trækker på nogle af de helt store fortællinger, og nej jeg vil ikke sige for meget, så jeg tager den oplagte: Eventyret! Altså alene hovedpersonen Gretels navn sender tankerne tilbage til en af barndommens mest ildevarslende og uhyggelige fortællinger. Nemlig den om Hans og Grethe som må finde hjem ved hjælp af brødkrummer efter at være blevet forladt. Fuldstændigt som eventyrets lille pige vandrer vi med Gretel gennem erindringens dunkle skove, hvor minder, drømme og angst florerer som overnaturlige væsner i skyggerne og leger kispus med læseren. I modsætning til eventyret er fortællingen her er placeret ved vand. Men også vand kan ligesom skovens skygger bedrage og skjule, hvad der virkelig gemmer sig under overfladen. Og i romanen er vandets egenskab som flydende også en gennemgående tema; Blandet andet i det faktum at hele historien er flydende og ligesom smutter fra læseren indimellem, samt at der leges med flydende kønsidentitet og flydende fortællevinkel. Det er mesterligt gjort og helt igennem hypnotisk.

Jeg vil som sagt ikke spoile, men kun flygtigt nævne at andre temaer i bogen er sprog, hvordan sproget både forener og isolerer os. Hvordan vi definerer os selv og livet gennem det. Ligesom identitet, fortid, demens, døden, spejlinger, forsvinding, barndom og angst er store temaer i den her perle af en bogen.

Bogen er en gave til alle os der elsker sprog, myter, legender, symbolisme og Freud. Det er ren juleaften for “en tolkeglad kind of gal” og jeg tænker at bogen vil være en oplagt “læseklubssag”, ligesom mange litteraturstuderende helt sikkert får sig en ny darling her i Daisy Johnsons debutroman.

Rating: 5 out of 5.

Skriv et svar