Nattevandrer

Af Louise Nielsen (Forfatterskabet 2021 – 524 sider)

Om bogen

I 1981 indtræffer en tragedie i Sønderborg, mens Holmes-familiens tvillingedrenge leger ude i baghaven. Det efterlader dybe spor og kløfter i familien.

34 år senere tvinges journalist Andrea Holmes hjem til Danmark efter sin fars selvmord. Hun har boet mange år i USA uden megen kontakt til familien på Als, men nu vender hun hjem til fortidens skygger.

Kriminalassistent Matti Villum fra Sønderborg Politi sættes på den rutinemæssige efterforskning af selvmordet, men snart flyttes fokus, da et maltrakteret lig bliver fundet i en skov. Sagen trækker spor til en gammel tragedie på øen, og dystre hemmeligheder dukker op til overfladen.

Samtidig er Villum udfordret af samarbejdet med sin nye makker, den egenrådige og ambitiøse Nora Kaufman, der har et blakket ry.

Nattevandrer er forfatter Louise Nielsens debut og første del i krimiserien Nattens Gerninger, hvor yderligere 3 bøger er planlagt.

Læseoplevelsen

Nattevandrer er et stort anlagt og ambitiøst projekt. Bogen er kompleks, forstået på den måde at der er flere sideløbende historier med hver sin drivkraft. Der er familien Holmes historie om tvillingedrengenes tragedie som starter historien, og samtidig præsenterer romanens hovedpersoner efterforskerne Matti Villum og Nora Kaufman et umage, men interessant par. Matti er den sympatiske singlemand og Nora hans afmålte og provokerende, men smukke modstykke.

Ganske snart ruller en ny sag ind, en gruopvækkende en af slagsen med vaskeægte seriemordertræk all over the place inklusive videohints til politiet og lig tortureret til døde på forskellige uhyggelige måder.

Det er den slags, der får en bangebuks som mig til at flytte sig uroligt på stolen. Heldigvis er scenerne ikke (meget) udpenslede, ellers havde jeg nok smidt håndklædet i ringen, og opgivet læsningen.

De maltrakterede lig er, viser det sig, Karma i arbejdstøjet, og jeg vil ikke røbe for meget, men bare sige at morderens metoder absolut ikke står mål med det, der har udløst hævntørsten. Der dukker grusomheder op, der afslører både menneskehandel, børneporno, pædofili og grusom dødsporno…. Det kan ikke blive mere mareridtsagtig.

Det er Louise Nielsens debutroman, og det er tydeligt at hun kender genren virkelig godt. Hun benytter sig af alle de kendte træk fra domestic noir, politikrimien og horror, hun arbejder godt med plottene og forstår at benytte cliffhangers. Hendes persongalleri er stort med mange bifigurer – faktisk bliver der gennem hele bogen introduceret nye navne, sikkert fordi de dukker op i de kommende bøger? For mig bliver det dog lidt overvældende at holde styr på dem alle sammen, samtidig med at jeg skal følge sagernes udvikling. Jeg synes begge sager – både Holmes-sagen og seriemorder-sagen – er interessante nok til, at de kunne have fået hver sin bog. Jeg er ikke en garvet krimilæser, og har derfor brug for en strammere struktur i en fortælling, ellers mister jeg simpelthen nuancerne – også fordi jeg sætter læsetempoet voldsomt op, når der er hård vold i sigte.

Jeg vil anbefale ”Nattevandrer” til alle de garvede krimielskere, som kan holde tungen lige i munden over mange sider, samtidig med at de ikke døjer med kvalme i forbindelse med hårdkogt vold. Andre mere sarte typer skal nok holde sig væk.

Stjernedrys

Skriv et svar