Om bogen
Forlagets beskrivelse: Bogen handler om Anne, der bliver indlagt på det lukkede afsnit på psykiatrisk afdeling. Her skriver hun breve til sin mor, Anja, hvori hun fortæller om sine daglige udfordringer. Gennem brevene opdager Anja, at datteren måske er mere syg end først antaget. Desuden opstår der tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kender sin egen datter.
Kerstine Mouritsen vil med “Kære mor, Jeg er ikke vanvittig” levere et indlæg i debatten om sygehusene, dét at være pårørende, og hvad det kan betyde for en familie. Hun vil give en stemme til folk, der lider af en psykisk sygdom. De har også deres håb og drømme, samtidig med at de har en sygdom, de skal leve med.
Fortællingen tager udgangspunkt i Kerstines egen historie, og dele af bogen er skrevet, mens hun selv var indlagt på psykiatrisk afdeling.
Læseoplevelse
Det er måske den hårdeste debutroman jeg har læst til dato! Bogen er ikke lang (under 200 sider), men jeg måtte tage mange pauser undervejs. Bogen går meget tæt på både Anne og Morens følelser og de er mange, komplekse, uhyggelige, afskyelige og helt igennem menneskelige….
Jeg har læst en del om psykisk sygdom og arbejder også til dagligt med sårbare mennesker, men bogen her giver også et unikt indblik i at være pårørende og de mange modsatrettede følelser det giver. Jeg fik kuldegysninger ved tanken om at være i Anjas hårdtprøvede sko. Hvordan håndterer man skylden, uvisheden og skammen. Hvordan lever man med at ens barn ikke ønsker at leve. Hvordan håndterer man at ens datter viser sig at være så ulykkelig og så lidende?
Det er en meget ærlig bog. Sproget bærer naturligvis præg af at det er en debutant, men det gør ikke så meget, for det gør den på en eller anden måde bare endnu mere nærværende, menneskelig og ja ærlig. Jeg vil anbefale bogen til folk der af den ene eller anden grund har psykisk sygdom inde på livet, men vær lige opmærksom på at den kan trigge stærke følelser.