Forleden fik jeg den mest uimodståelige besked fra en ny dansk forfatter. Hun debuterede d. 15. september på Lindbak og Lindbak med en bog der er bygget op omkring noget så usædvanligt som sonetter. Ahmen hvordan kan man stå for det?
Forfatteren hedder Marie-Louise Ravnsberg. Hun debuterer som romanforfatter som 50 årig og kalder det sent, men jeg vil meget hellere kalde det sejt. Hun har begået en meget moden og dyb roman, som jeg håber og tror vil få en bred læseskare.
Om bogen
Forlaget skriver bl.a.:
14-årige Stine dør under tragiske omstændigheder og efterlader et tomrum i sin familie. Et rungende minde, som erstatter den virkelighed, der også var Stine. På godt og ondt. En virkelighed, som kun eksisterer i spredte fragmenter hos dem, der er ladt tilbage.
Stine efterlader også 14 sonetter. Skrevet til hende af en ukendt. Fragmenterne fletter sig om sonetterne, og tilsammen tegner de et billede af Stine. Eller flere billeder. For sådan er det for os mennesker. Små brikker af sandhed og usandhed danner det aftryk, vi sætter her på jorden. Alle, der har mødt os, kender os, men ingen kender os rigtigt.
Fragmenterne fortælles af Stines mor og lillesøster og handler om livet før og efter Stine, men måske mest af alt om de svære følelser, der opstår, når en mor elsker sit ene barn mere end de andre.
Læseoplevelsen
Som jeg måske allerede afslørede i indledningen, er jeg ret begejstret for bogen. Jeg er vild med sonetterne (selvfølgelig er jeg det). De er helstøbte og smukke. Den skiftende synsvinkel mellem mor og yngste datter er godt tænkt, for det afslører mere af sandheden end en enkelt synsvinkel ville have gjort. På den måde kommer man meget tæt på det smertelige som denne bog så fint og hudløst berører. Bogens temaer kredser om familiedynamikker, tab, sorg, følelsesmæssige skader og kærligheden mellem mor og barn. Men den berører også misbrug, det at tage ansvar og menneskets kamp for at blive elsket og rummet for den man er.
Jeg er selv mor til 3 børn og bogen satte fuld spot på det faktum at der altid er (mindst) to sider af hver sag. Romanen giver ikke lov til at glemme, hvilke konsekvenser en mors manglende overskud kan have på et barn, eller hvordan et barns personlighed kan fremprovokere endnu mindre underskud hos andre.
Jeg var meget opslugt af historien og nød… Eller måske er det et mærkeligt ord at bruge, for det var egentligt ikke en nydelsesfuld oplevelse. Historien er nemlig lige så barsk, som den er smuk. Men jeg var dybt fascineret af at opleve mine egne skift under læsningen. Hvordan jeg f.eks.. læste om hvordan moren så og oplevede en given situation. Ofte forstod jeg godt, hvorfor hun gjorde som hun gjorde (ikke at jeg altid var enig!), men meget tit forsvandt min forståelse, når jeg så i det efterfølgende kapitel fik datterens syn på samme situation. Det var et vældigt interessant blik ind i konsekvensbegrebet og et betagende og lidt smertefuldt billede af, hvordan vi ofte ikke ser de store sammenhænge selv hos vores nærmeste og os selv.
Det er som sagt en meget bevægende læseoplevelse og så har jeg ikke engang talt rigtigt om sonetterne, som adskiller kapitlerne i bogen. Sprogligt er de vidunderlige og til sammen danner de i en mestersonet og et poetisk billede af et sygt sinds usunde forgabelse. Men gud ved, hvor mange af vores kærlighedsdigte og sange, der i virkeligheden gør det, hvis man lavede en undersøgelse? Nogle af sonetterne er indsunget og hvis man er nysgerrig, kan man høre dem her. Det er (også) en bevægende oplevelse.
Marie-Louise Ravnsberg debuterer på flotteste vis; modent og sprogligt overlegent. Eneste håb er, at hun snart kommer med mere.