af Anne Rye Andersson (Forlaget Leitura 2022)
Fra forlagets beskrivelse:
Pludselig hører jeg lyden af helikoptere, der flyver over mit hoved.Min puls stiger, er det nu? Jeg kan høre, de cirkler rundt over mig. Jeg finder et billede af dig og knuger det ind til mit bryst, kysser det. Mor klarer den, mor klarer den, messer jeg i tankerne. Jeg hører nogen, der banker, så lyden af en dør, der bliver slået ind.Jeg lægger mig i sengen med fotoet på hjertet og venter i en feberagtig tilstand. Jeg er klar til at dø for verden. Jeg er klar til at dø for dig.
Anne hører stemmer og er ansvarlig for verdens børn. Særligt hendes egen søn, som er hendes faste holdepunkt midt i kaos og psykiatrien.
I Danmark får hver tredje en psykisk sygdom i løbet af livet. Hvert år har mere end 700.000 voksne symptomer på psykisk sygdom.
Er du sindssyg, mor? er en autofiktiv roman om psykisk sygdom og moderskab. Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond.
Læseoplevelsen
Er du sindsyg, mor? er en meget ærlig bog om det enormt tabubelagte emne psykisk sygdom. Vi møder Anne, en ung single mor der kæmper en kamp med sine indre dæmoner. Vi følger hende ind i det psykiatriske system og hører om hendes hverdag, hendes udfordringer og hendes glæder. Sproget er hverdagsagtigt og siver nemt ind, men følelserne og oplevelserne bag ordene er tunge og barske. Jeg tror faktisk på det jeg læser og jeg mærker solidariteten svulme, når jeg læser om hvor vigtig hendes søn er for hende, og hvor meget hun kæmper og udholder fordi han findes i verden. Jeg tror, at enhver mor vil kunne føl(g)e hende.
Bogen rummer en masse barske oplevelser, som man ikke kan begribe omfanget af, hvis man ikke selv har stået der. Men så er det jo fantastisk, at der findes forfattere, der tager os i hånden og belyser sindets mørke kroge for os. Annes historie er ikke en mørk håbløs historie fuld af svigt og misforstået behandling, men tværtimod en historie med masser af håb og glæde ved livet på trods…
Den er absolut læseværdig, og jeg vil især anbefale den til dig, der er i kontakt med psykisk sårbare eller psykisk syge – og det er vi jo en del der er.