Til Ungdommen

(Koppelwrite 2020)

Om bogen

Fra forlagets beskrivelse:

Teenagetiden er spændende, sjov, sårbar og nogle gange både svær og fantastisk på samme tid. Det er en brydningstid. Man står midt imellem barndommen og voksenlivet. Sammen med andre og helt alene. Forældrene står på sidelinjen og forstår ingenting, selv om de prøver. Linn Skåber har spurgt en masse norske teenagere om livet, bumser, fred og savn. Ud fra deres svar har hun skrevet bogens små tekster om store temaer – alt set fra de unge menneskers perspektiv. Teksterne er skrevet i en let og underholdende tone, men mange steder skinner alvoren igennem.

Bogen er illustreret af Lisa Aisato og oversat til dansk af Pelle Koppel.

Læseoplevelsen

Du kan ikke undgå at møde sider af dig selv i den her bog. Det kan være, at du havde glemt dem. Det kan være, at du havde pakket dem væk i lykkelig overbevisning om at du er ovre den tid… Det kan jo også være en glædeligt gensyn, men jeg er sikker på, at du møder en eller flere sider af dig sig version 2.0.

Du kan sikkert heller ikke undgå at møde din gamle bedsteveninde, dine klassekammerater, din ungdoms plageånd, eller måske dukker din søn op i et statement eller en af de smukke illustrationer, og hvis du har en datter, får du helt sikkert også et glimt af hende på en af siderne.

Til Ungdommen er skrevet af den norske komiker, forfatter og skuespiller Linn Skåber. Den vandt Riksmålsprisen for børn og unge i 2018 og blev samme år solgt i flere end 100.000 eksemplarer alene i Norge. 

Bogen er delt op i 31 tekster og nogle citater, hvoraf nogle er sjove, andre triste, men fælles er, at de alle er tankevækkende.

Jeg langsomt-læste den over flere dage og mange (mange) gange måtte jeg lige blinke en ekstra gang eller to. Jeg blev simpelthen så rørt over den fine, poetiske, ærlige og hudløse måde ungdomslivet bliver beskrevet på. Jeg er selv mor til 3 teenagere og bonusmor til tre “has beens”, og hvor kunne jeg da kende dem i bogens tekster. Alt den usikkerhed, selvtillid, tristhed, melankoli, overdøvende glæde, overvældende angst, spirende forventning, håb og livsgnist…Kort sagt “Åh de smukke unge mennesker”. Det er virkelig en dejlig læseoplevelse!

Så… hvis du er forældre til – , kender et eller selv har været et ungt menneske, synes jeg, at du skal læse den. OG hvis du er i Århus på torsdag d. 24.marts eller fredag d. 25. marts, så spilles “bogen” på Svalegangen kl. 17.00. Jeg kan desværre ikke komme, men jer der får billet, får uden tvivl en virkelig skøn teateroplevelse. Det KAN simpelthen ikke blive andet!

Stjernedrys
Bogen er fyldt med smukke illustrationer og skønne ord.

Skriv et svar