Læser du lydbøger? Jeg har altid gang i en lydbog, men nogle gange tager timetallet pusten fra mig. Det er ikke altid, at jeg kan overskue at starte på en bog der varer over et døgn. Det er efter min mening heller ikke alle bøger, der er lette at lyttelæse. Men det er en anden sag og et andet blogindlæg. I dag skal det handle om korte lydbøger. Måske er du ikke vant til at lyttelæse og så kan en kort bog være en fantastisk intro til mediet.
Nedenfor har jeg samlet tre fremragende lydbøger, som kan lyttelæses på under 5 timer. Det er 3 meget forskellige bøger, men den litterære kvalitet er høj og jeg håber at du kan finde lidt inspiration.
Heroin chic af maria kjos fonn
(4 timer og 47 minutter indlæst af Stine Prætorius)
Hvorfor udvikler en tilsyneladende smuk, dygtig, højtelsket pige en livsfarlig spiseforstyrrelse og et ditto misbrug?
Elise vokser op i et godt hjem i Oslo. Hun er højt elsket af sine forældre, alle roser hendes sangstemme, og hun er korlederen Philips personlige favorit. Alligevel længes hun efter at blive vægtløs og forsvinde. Elise udvikler en spiseforstyrrelse, og så snart hun er blevet 16 år, udsætter Philip hende for seksuelle overgreb, godt hjulpet på vej af alkohol og piller, som han forsyner hende med. Da Elise senere bliver kæreste med musikeren Joakim, begynder hun at tage amfetamin og heroin. I rusen finder hun den lethed og det frirum, hun har manglet, mens hun gradvist mister sig selv. På sidelinjen står Elises mor og forsøger at holde sammen på en datter, hvis største ønske er at gå i opløsning.
Læs den for et barsk og hjerteskærende blik ind bag facaden i “golden girl’s” virkelighed. Det er ikke et sted for tøsepiger!
Georg-komplekset af kirsten hammann
(4 timer og 49 minutter indlæst af Bent Otto Hansen)
Præcist hvor langt vil man gå for ikke at gå i glemmebogen? Meget langt tilsyneladende!
Georg er færdig, slut.
Engang var han en succesrig forfatter, som solgte bøger i massevis, og både læserne og anmelderne elskede ham. Nu er han bare en midaldrende mand i skrivekrise. Men det er ikke engang det værste. Det værste er, at hans kone er begyndt at skrive en roman, og den er blevet antaget på et stort forlag, og de garanterer, at den bliver en kæmpe bestseller. Georg går i panik, og i sin desperation beslutter han sig for:
1. at sabotere sin kones bog
2. at skrive en bestseller før sin kone, om han så skal plagiere sig til det
GEORG-KOMPLEKSET er en rablende, paranoid og pinligt ærlig kriseroman om, hvor langt man vil gå for succes. Et blodigt ægteskabsdrama med voodoo, mord og djævelskab – og alle de grimme følelser, som kan være lige så svære at rejse sig fra som en behagelig lænestol.
Læs den, fordi du trænger til at skraldgrine (og forarges) over Georgs pinagtige egotrip. Dét er god underholdning!
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet af Glenn Bech
(3 timer og 54 minutter indtalt af Glenn Bech)
Hvis du troede, du var woke, anerkendende og rummelig så tro om!
JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET er et indigneret, selvudleverende og ømt manifest om klasseskam, prol og elite, om provinsbøsser og repræsentationssmykker, moralisme og hykleri, om Tiger King og Anna og Lotte, om dem, der altid får taletid, og dem, der ikke føler sig berettiget til en stemme. Med vrede, misundelse og humor brænder Glenn Bech alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet.
Læs den, fordi du som borger i et land som bryster sig af rummelighed og solidaritet, trænger til at nogen slår hul på dit private ekkokammer!