om bogen
Forlaget skriver om bogen: “Ada går rundt i København med hovedet fuld af Philip, journalisten som ikke er klar til faste aftaler. Specialet er afleveret, et rigtigt skrivebordsprojekt om en bille, der er tæt på at uddø.
For at få en frisk start tager hun arbejde i Istanbul, sin fars by.
Ud af det blå kommer demonstrationerne for at forsvare en central park, Gezi Park, og ikke uden modstand bliver Ada en del af det.
Begivenhederne er gnisten, som tænder hendes engagement. Ikke mindst på grund af Safiye og Turan, som er biologer med jord under neglene. Biodiversitetskrisen er ikke skrivebordsarbejde.
Mange år senere, i år 2047, udføres et af tidens mange terrorangreb lige op ad forskningskooperativet. Her leder Ada og andre ildsjæle efter måder at leve i en ødelagt verden.
I hemmelighed frygter Ada mest af alt for sin datters skæbne. Hvor er hendes Gezi barn?
Gezi børnene handler om kærlighed til naturen, aktivisme, engagement og vrede. Og om at gå for langt.”
læseoplevelsen
Jeg kendte ikke noget til hele historien om Gezi Park urolighederne tilbage i 2013, så hele settingen var ny og interessant at læse om. Måske er interessant et forkert ord at bruge, men jeg kan ikke finde et bedre og grebet med at lade en lokal tragedie danne ramme om fortællingen er yderst velvalgt.
Historien springer i tid, men problematikken er den samme, om end sat på spidsen i fremtidssporet, hvor ikke “kun” en lokal park er i fare, men en hel verden.
Størstedelen foregår i 2013 og følger den unge Ada, men jeg synes egentligt at fremtidssporet fungerede bedst for mig. Det satte en masse refleksioner i gang om menneskets misbrug af jorden og dens ressourcer.
Det var yderst tankevækkende og meget skræmmende, at høre vores tid omtalt som det tidspunkt hvor vi kunne have gjort noget. Jeg ville også meget gerne have hørt mere til Adas datters liv og synspunkter, men alt i alt en interessant bog om et højaktuelt emne og et spark bagi til at gøre noget NU.