om bogen
Forlaget skriver bl.a.: Soldaten Martin vender hjem til Tåsinge, da faren får kræft. Han bosætter sig i den gamle frisørenkes forfaldne dødsbo. Her bliver han opslugt af enkens nedskrevne fortællinger om øens beboere samtidig med, at han fra et loftsvindue holder øje med naboen.
Tåsinge synes anderledes, indtil Martin møder sin barndomskæreste Anne og de tre venner, Kasper, Anders og Rasmus. Vennerne bindes sammen af en hemmelighed fra barndommen, som stadig påvirker deres liv. Sammen forsøger de at finde hinanden igen. Men kan det lykkes?
I mørket er alle katte grå handler om det skønne og det forfærdelige ved det almindelige liv. Det er en historie om forskellen mellem land og by, venner og fjender, kærlighed og sorg, og ikke mindst er det en fortælling om venskab.
Læseoplevelsen
Er der noget bedre end en god talemåde? En række af ord som fanger essensen af noget evigt gyldigt… Kort, præcist og bare sandt. Bogen “I mørket er alle katte grå” tager navn fra en talemåde som kan forstås på flere måder. Umiddelbart har det noget at gøre med at være usynlig, anonym, ikke bemærkelsesværdig, middelmådig eller måske ligefrem ligegyldig. Men det kan også forstås som en advarsel om ikke at tage det umiddelbart synlige for givet, om ikke at generalisere og have blik for livets nuancer. Bogens forfatter Mathias Steen har ladet sig inspirere af Ulla Neumanns sang “Når mørket falder” fra 1972. Både sang og bog handler om de forskellige muligheder og liv vi hver især får eller skaber som mennesker og hvor forskellige vi er selv om vi i grundformen tilsyneladende er ens.
Mathias Steens projekt om at fortælle historien om en flok tøsinge der har kendt hinanden fra barnsben af, men som grundet livet og en ulykke i deres ungdom (som aldrig rigtigt afsløres) er gledet fra hinanden, er overordentlig sympatisk og interessant. Hovedpersonen er soldaten Martin som har været rejst væk fra øen i mange år, men vælger at vende hjem da faderen bliver alvorlig syg er godt skildret ligesom barndomsvennerne Anders, Kasper og Rasmus står skarpt i persontegningerne. Øen, naturen og lokalsamfundet er også godt beskrevet. Faktisk kan man næsten fysisk mærke den kærlighed som forfatteren uden tvivl nærer til sin hjemstavn.
Sproget er meget farverigt med et svulstigt billedsprog fyldt med sammenligninger, besjælinger, allitterationer og træk fra eventyrgenren med meget synlige symboler og metaforer.
Nogle gange lykkedes sproget. Der er masser af fine sætninger og ordblomster som f.eks.: “Vinden banker på ruderne som en ven der vil ind” (side 84). eller “Begrave hemmeligheden mellem sig i asken fra venskabet” (s. 45). Men indimellem bliver det lidt for tungt for mig; “Naturens kræfter lader sine molekyler omforme til nye kemiske forbindelser i æstetikkens underfundige, underfulde krav” (side 86).
Generelt vil jeg sige, at det er en fin læseoplevelse og at historien om de 4 venner som sagt er troværdig og interessant. Dog er der et par løse ender eller måske rettere løsgående dyr der gnaver i denne læsers sind. Forfatteren nævner flere gange et ørnepar og et albino dådyr, dog uden jeg helt kan regne ud hvorfor. Måske er det symboler på nogle af bogens karakterer? Måske spiller de en rolle i næste bind? Bogen her er nemlig den første bog i en serie på 2 som dog skulle kunne læses uafhængigt af hinanden.
Jeg ville anbefale bogen her til dem der længes hjem til deres hjemegn, til dem der vil bekræftes i at provinsen er provinsiel og absolut ikke det samme som hovedstaden, og ikke mindst til dem der elsker ordblomster og sprog-konfetti.