Om bogen
Fra forlagets beskrivelse:
Dokumentardigt fra børnepsyk er en personlig fortælling, der dokumenterer et lille barns forløb i den offentlige børnepsykiatri og de alvorlige belastningsreaktioner, som forløbet forårsagede. Det er en digtroman fuld af tanker, følelser og ikke mindst spørgsmål. En tekst, der er blevet skabt i en ekstremt presset situation, hvor det var nødvendigt for forfatteren fuldkommen at frigøre sin opmærksomhed fra formelle regler om tegnsætning o. l. Indholdet er blevet grebet og noteret ned på forfatterens telefon i de få ledige minutter, der indimellem dukkede op.
Temaet er autisme og udviklingshandicap. Barnets reaktion på udredningen var angstfulde skrig. Forældrene bad om hjælp, men psykiatri og kommune reagerede med ansvarsfralæggelse og yderligere pres på barnet og familien.
Dokumentardigt fra børnepsyk er en stemme i kampen for bedre forhold for familier til et barn med handicap eller psykisk sårbarhed. Det er en stærk beretning, der efterlader sin læser i eftertanke. Bogen vil være oplagt som undervisningsmateriale i enhver sammenhæng, hvor faggruppen beskæftiger sig med børn med autisme, fx sundhedspersonale, pædagoger og lærere.
Forfatteren Rikke Ingemann er uddannet filosof. Dokumentardigt fra børnepsyk er hendes debut som digter.
Læseoplevelsen
Først og fremmest masser af ros for at Rikke Ingemann har formået at beskrive noget så sterilt og nøgternt som et helt udredningsforløb i et digt! Det er en vild bedrift, men en som jeg langt hellere ville tage på mig, end at skulle gennemgå dét som Rikke og hendes familie går igennem. Det er hjerteskærende og sindsoprivende læsning, og jeg er desværre slet ikke i tvivl om at de ikke er alene. Alt for ofte er der artikler og nyhedsindslag om familier der er kommet i klemme i det system, som skulle hjælpe dem. Men disse indlæg er ofte lidt distancerede eller meget overfladiske. Det er bogen her ikke – den er rå og fuld af afmagt og frustrationer. Det er vanvittigt hårdt at se sit barn lide og det er ubærligt ikke at kunne gøre noget. Flere gange gennem min læsning tænkte jeg “det er løgn, det er løgn det der”, men det ved jeg jo godt at det ikke er… Desværre.
Jeg vil anbefale den til alle os der arbejder med andre mennesker, og jo da især hvis man arbejder med mennesker med autisme, men i virkeligheden kan den også bruges til at minde hinanden om, at vi hver især er ansvarlige for behandle hinanden værdigt, tillidsfuldt og med empati både i vores daglige arbejde, men også privat!