Forlagets beskrivelse
Simon går til psykolog. Simon siger til sin psykolog, at han tror, han lider af skyld. Simons psykolog siger, at Simon skal have omskrevet sine selvfortællinger. Simons nabo Flemming siger, at nogle mennesker er født med ekstraordinært meget mørke i sig, og at ingen skal bære så meget mørke alene. Simon siger til sin mor, at han er begyndt hos en psykolog for at tale om sin barndom. Simon siger, at han synes, det er synd for ham, at han skulle vokse op i det barndomshjem. Simons mor siger, at hun ikke ved, hvem det var mest synd for i det hus.
Læseoplevelsen
Det her er en virkelig kort, men meget intens og fortættet læseoplevelse. Forfatteren formår i den grad at skabe forståelse og indlevelse med ganske få ord. Jeg er dybt imponeret, og jeg var fuldstændig fanget af stilen og historien.
INGEN kan være i tvivl om, at Simon har haft en frygtelig barndom (ingen!). Men det bliver aldrig beskrevet direkte eller udpenslet, kun antydet og let berørt i en bisætning eller et tilsyneladende overfladisk eller humoristisk svar på et spørgsmål. Og det er præcist det, der gør teksten skarp og mavepine-fremkaldende. Der findes mange bøger om konsekvenserne ved at vokse op i en dysfunktionel eller ligefrem voldelig familie. De er for det meste svære at læse, fordi de ofte dvæler ved krænkelserne eller overgrebene. Denne bog gør det modsatte. Den lader læseren ane, at her er en ung fyr med ondt i sjælen pga. noget som er sket i hans barndom. Vi møder ham, da han først begynder at tage hånd om det og gå til psykolog. Det er egentlig jo en meget sårbar situation og med få ord fornemmer vi den ambivalens som Simon står i, og den modstand hans terapi møder i hans familie. Det er så fint beskrevet, den måde Simon påtager sig skyld og næsten undskylder det der skete, samtidig med at han mærker en voksende modstand og et mod til at stå ved sig selv og få hjælp. Det er så kort, så fint og så uendeligt hudløst, fordi der ikke er flere ord. Jeg er også svært begejstret for Simons nabo, der på en pragmatisk og kærlig, men samtidig meget maskulin måde rummer Simon og støtter ham. Og selvom forfatteren indleder med at sige, at personerne er opdigtede, så håber jeg for alle “Simonerne” at de har en nabo som Flemming. Vi mennesker er ikke født til at stå alene.