Om bogen
Fra forlagets beskrivelse:
Bag væggene i det pæne hjem er alkohol og vold en fast følgesvend gennem Pigens barndom. Som værn mod Morens misbrug og temperamentsfulde mand beder Pigen lykkebønner og udvikler tvangstanker. Skammen og afmagten vokser – indtil hun bliver smidt ud og mister kontakten til sin mor.
27 år efter kommer opkaldet. Moren er død. Nu venter et hårdt møde med fortiden.
Lykkebønner er fortællingen om en pige, fra hun er 7 år og søger tilflugt i klædeskabet på sit værelse, til hun som 55-årig opsøger en præst for at få hjælp til at hele sig selv. I romanens to spor følger vi Pigen som barn og voksen, hvor hun igennem livet bliver mere og mere optaget af spørgsmålet: Kan og skal vi tilgive det utilgivelige?
Lykkebønner er en roman, der baserer sig på forfatterens eget liv.
Læseoplevelsen
Jeg blev med det samme draget ind i bogens univers og skønt jeg ikke er vokset op i en alkoholiseret og fysisk voldelig familie, kunne jeg mærke Pigens følelser meget klart. Bogen er inspireret af – men ikke en 1:1 gengivelse af forfatterens eget liv, og man mærker tydeligt at hun gennem sin skrivning har fået sat nogle ting på deres rette hylder, fordi hun formår at holde en vis distance til sin egen historie. På den måde skabes der plads til læserens reaktion eller tolkning og det er vigtigt, når genren er autofiktion. I de seneste år har det ikke skortet på autofiktive bøger og det er altså ikke alle der formår at fortælle deres historie, uden det bliver en smule unuanceret og lidt uskarpt. Men den her roman stiller skarpt på den usikkerhed og selvtvivl som manglende omsorg ofte resulterer i, og det gør bogen relaterbar og interessant på flere planer.
Bogen er ikke kronologisk opbygget, men starter med moderens død, hvor fortælleren er voksen, herefter kører den tilbage til Pigens barndom og ungdom med besøg til fortælleren i en moden alder. Hele historien er som sagt meget velfortalt og man bliver hevet med, fordi man gerne vil have hende ud på den anden side og helst i et stykke. Til sidst i bogen er der en række samtaler med en præst omkring tilgivelse – også disse passager er enormt interessante, fordi det er spændende og inspirerende at lure med på, hvordan andre behandler deres traumer og arbejder med dem selv.
Alt i alt synes jeg at det er en virkelig vellykket debutroman og jeg håber at høre mere fra forfatteren.