Om bogen
Fra forlagets beskrivelse:
En ung mor og hendes teenagesøn flytter ind i et såkaldt ghettoområde et sted i Danmark. Sønnen har et usædvanligt ansigt, mere sært end nogen andens, men her er alle anderledes end det store befolkningsflertal. Alligevel bliver mor og søn snart efter involveret i et drama med de øvrige beboere. Efter branden er en rystende, aktuel og hjertegribende forestilling om at være anderledes og inviterer os til at give vores egen opfattelse af, hvad der er anderledes eller normalt, et eftersyn. Stykket blev opført på Aalborg Teater i 2019.
Læseoplevelsen
Der er så mange lag i det her stykker, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte?
Det handler om en mor som gerne vil beskytte sin søn mod verdens uretfærdighed og lidt faren?
Det handler om en dreng med hårde odds, der bare gerne vil være sig selv og lege med ild.
Det handler om en ung ghettokvinde der i fremskridtets navn er blevet smidt ud af sin lejlighed og med barn i maven og gul vest, håber at starte en revolution.
Det handler om en ung andengenerationsindvandrer der charmerer kvinderne og passer sit job og så heller ikke mere.
Men det handler også om parallelsamfund, kulturkløfter, fordomme, naivitet, skyld og skam. Og viser det sig til sidst: Friheden til vælge og konsekvenserne af ens valg.
Personerne står tydeligt frem på papiret og selv om de er lidt karikerede og “flade”, fordi man ikke kan se dem på scenen, er det let at forestille sig dem og miljøet. Det var faktisk lige før, at jeg under læsningen tænkte: “Aha ja den har jeg regnet ud, det kommer til at gå sådan og sådan” – og så på skønneste vis blev jeg gevaldig overrasket, og lettet og forarget og…..Ja læs det selv 🙂
Endnu engang vil jeg sige, at jeg ville ønske at jeg havde set stykket, da det gik… Der er ingen tvivl om, at det ville have givet nogle gode snakke efterfølgende. Når det er sagt, er det også et stykke som er let at læse og let at snakke om!
Jeg giver “Efter branden” 4 stjerner og takker, fordi jeg måtte læse med!