Varmestuen

af Anna Bro (Koppelwrite 2020)

Om bogen

Fra forlagets beskrivelse

På en restaurant et sted i en havn i Danmark bliver gamle fiskere og andre eksistenser ved med at komme, selvom den sidste båd for længst har forladt havnen. Her udspiller der sig store dramaer i det små. Her bevæger tiden sig i et andet tempo end udenfor i den hektiske verden.

Men hvad sker der, da Connie en dag falder om på gulvet, og hvem er den unge pige, der har forvildet sig ind fra kulden? Hvor er Svens 10.000 kroner forsvundet hen, og vil det nogensinde lykkes Frank at få Pia tilbage, nu da hans stemme er forsvundet? Hvem vinder en levende and? Og hvor går vi alle sammen hen, hvis Varmestuen en dag skulle lukke?

Læseoplevelsen

Jeg var solgt lige fra første regibemærkning. Anne Bro er god til at skrive livagtige og troværdige karakterer frem, og med det samme kører der en indre film for øjnene. Jeg kan se ”Varmestuen” for mig med dens blanding af brun bodega og havnecafeteria, og jeg har tydelige billeder af alle personerne.

Stykket er let at læse, selv om det jo er dramatik, og man er godt underholdt undervejs. Stykket er sjovt, trist, autentisk og hjertevarmt, uden dog på noget tidspunkt at blive sentimentalt. Det er bare meget menneskeligt. Og selv om jeg aldrig har været på en havnebodega, kan jeg sagtens genkende menneskerne og deres udfordringer. Stykket er en fin påmindelse om, at vi alle bare er mennesker, der gerne vil høre til og være en del af noget. Det er på alle måder en fin fin læseoplevelse, og endnu en gang ville jeg ønske, at jeg havde set stykket i teatret. Det gjorde jeg ikke, men man kan jo håbe på en repremiere eller måske en filmatisering… Det ville være en skøn film med den der særlige tone mange nye danske film har.

Stjernedrys

Skriv et svar