På mit studie en gang i det forrige årtusinde læste vi naturligvis meget dramatik, og jeg nød det utroligt meget. Det er en særlig oplevelse at læse bag om de levende ord på en scene. Udover at læse, er dét at gå i teatret og se god dramatik en af mine absolutte yndlingsting. Jeg føler mig så uendelig privilegeret, når jeg sidder der i mørket og mærker historierne komme til live lige foran mig. Jeg holder meget af de klassiske skuespil, det er sjovt at se nye fortolkninger af gamle tekster, og pudsigt hvordan de virkeligt gode stykker er evigt gyldige på tværs af tiden. Men jeg knuselsker også ny dramatik, fordi det har en særlig evne til at highlighte en aktuel problemstilling eller bringe en samfundstendens ind i spotlightet.
Jeg har været så heldig at modtage to nyere stykker dansk dramatik fra forlaget Deus EX Machina, som er et spritnyt forlag med speciale i ny dramatik. Jeg synes faktisk godt, at det kan være lidt svært at finde ud ad, hvad der sker rundt omkring på de danske scener, og alt for ofte opdager jeg tingene for sent eller måske aldrig…
Jeg bor ikke lige om hjørnet fra Københavns mange scener, og selv om jeg har fin adgang til de århusianske – og randrusianske scener, så bliver det til alt for lidt teatergængeri for mig. Derfor var jeg meget begejstret for at få lov at læse to stykker, som forlaget netop har udgivet. Her kommer den første anmeldelse.
Om stykket
Fra forlagets beskrivelse
I anledningen af 100-året for stemmeret til kvinder i 2015 får Standardbureauet forpustende travlt, da de bliver hyret til at konstruere en tidskapsel, der tegner billedet af den moderne, frie kvinde. I stykket behandles den moderne kvinderolle, hvor kvinden både skal være slikkepindekvinde og superheltinde, Barbie-prinsesse og nazi-stringesse, glatbarberet og nuanceret. Hun skal være tynd og høj. Men også gerne lille og kurvet. Bare ikke for kurvet. Føde børn og åbne eget firma. Ikke være sex-negativ, men kunne strikke og strippe, læse dameblade og opdigte nye behov. Men også dække alle andres behov. Og sine egne.
Forestillingen spillede af to omgang for fulde huse på Teater Grob i 2015 og i 2017. Forestillingen vandt Årets Særpris ved Årets Reumert 2016.
Læseoplevelsen
Tjubang, bon appetit og skål! Der er knald på damen her!
Der er meget få regibemærkninger og rekvisitter. Men der er tre kvinder og en campingvogn. Til gengæld er der masser af ord. Ord om den moderne kvindes mange roller og ansigter. Jeg forestiller mig en meget minimalistisk sceneopsætning, hvor ordbillederne tager hovedrollen og danser en vild og hæsblæsende can can hen over de skrå brædder. Mon ikke de medvirkende har talt temmelig hurtigt meget af tiden? Det forestiller jeg mig i hvert fald, for sproget er levende, tjept og helt utroligt elastisk – lige ind til et vist punkt, hvor nogen slipper elastikken og tilskueren eller læseren får et ordentligt rapt over selvfedheden. Det er grusomt godt, hvis man kan tåle en gedigen omgang satire og ikke er alt for krænkelsesparat.
Man skal nok også have været særdeles vågen og lyttende, for at få alle pointer med, hvis man havde været så heldig at se stykket i teatret, for det går altså stærkt og scenerne skifter hurtigt – fuldstændigt ligesom modetrends og kvindeidealer. Jeg har læst flere af scenerne, flere gange og grint grumt og frydefuldt, når pointen faldt. Men det er jo fordelen ved at læse stykket, ikke se det live (sagde ræven osv.).
Jeg tror ikke, at der findes den kvinde, som ikke vil kunne genkende sig selv og sine medsøstre i Mørkebys ord og hvis hun siger det modsatte, så lyver hun og dét er ganske vist….
Tak fordi jeg måtte læse med! Det var en udsøgt fornøjelse og bliver stykket sat op igen, er jeg klar.