af Helle Viuf (Forfatterskabet 2021)
Om bogen
Fra forlagets beskrivelse
Mange mennesker føler sig fanget i et fortravlet liv. Der er konstant meget at gøre og leve op til, og i december bliver det sat på spidsen.
Julen lægger et stort forventningspres oveni det, der allerede er. Det som skulle være et helle af fred og familietid, bliver et ræs af penge, pynt og pakker.
Denne bog tilbyder dig pusterum og pauser i december. En daglig påmindelse om hvad der er vigtigst i tilværelsen. Ord til refleksion og eftertanke, og en konkret vejledning til nærvær, så du kan nå frem til den jul som er hjerternes fest.
Helle Viuf er teolog og præst, blogger og master i sjælesorg. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder hun med formidling af eksistentielle og åndelige emner på utraditionelle og kreative måder, f.eks. gennem strikning og maleri.
Læseoplevelse
Jeg indrømmer at jeg kun har nærlæst ca. halvdelen af bogen, resten har jeg skimmelæst – fordi jeg her efter endt læsning slet ikke er i tvivl om, at den bog kommer til at ligge fremme hele måneden. Der er 25 kapitler. Det er korte kapitler på 1-2 sider skrevet i et let og vedkommende sprog. Historierne kommer fra forfatterens eget liv, men de vil vinde genklang hos de fleste. Hver dag eller hvert kapitel har sit eget fokus der indbyder til eftertanke og nærvær. Hvert kapitel afsluttes med et bibelcitat, der passer til dagens historie, efterfulgt af et par forslag til hvordan man selv kan arbejde med emnerne i sin hverdag, og på den måde få mere ro og eftertanke ind i sit liv. Der er også plads til hver dag at skrive sine refleksioner ned.
Forfatteren er som sagt både teolog og præst og bagerst i bogen er også en vejledning til hvordan man kan få kristne værdier med ind i sit liv. Hvis man ikke har brug for den slags vejledning, kan man jo bare springe over det afsnit.
Jeg synes i hvert fald ikke, at man skal lade sig afskrække af bogens kristne islæt, for nok nævnes Gud mange gange, men jeg opfatter slet ikke bogen som missionerende eller tung. Tvært imod mærker jeg en ægte intention om at ville give noget videre, og en nærværende, vis og kærlig stemme hele vejen igennem bogen. Jeg er meget begejstret, og jeg glæder mig til at inkludere lidt ro og eftertanke i hjerternes fest.
Desuden er det da en oplagt adventsgave til en man har kær, jeg har i hvert fald bestilt!
Tak fordi jeg måtte læse med!
One Comment