af Laura Helena Pimentel da Silva
(Brændpunkt 2021)
Om bogen
Afiq er en 22-årig drømmer. En hund, ifølge sin far. Afiq drømmer om et liv uden for ghettoen, men har samtidig ikke rigtig nogen anelse om, hvad et andet liv indebærer.
En dag møder han Lea, der måske giver ham en idé om det .
“Afiq betyder ærlig … Det er muligt, at jeg blev født som uskyldigheden selv, men man bliver god til at lyve, når man har løjet længe nok. Muslim. Søn. Ven. Løgner. Det er nogle af mine roller. Jeg har ikke selv valgt dem alle sammen. Faktisk kun en enkelt, tænker jeg, da blikket lander på min bedsteven, Emre, som drikker, mens han tjekker terrænet ud …
Jeg er andengenerationsindvandrer med tyrkiske rødder. Mine forældre er fra en lille landsby langt fra Istanbul, hvor Koranens ord er gældende, og hvor stening af kvinder og æresdrab er accepteret. Det er svært at forestille sig, når man som mig, er født og opvokset i Danmark.”
‘Allahs sønner’ skildrer ekstreme tilfælde inden for islam. En historie, der ikke er den eneste sandhed af den muslimske kultur i Danmark, men en afart der eksisterer, og som vi er nødt til at forholde os til.
Bogen er fiktion, men inspireret af forfatterens eget møde med islam.
Læseoplevelse
Jeg læste denne korte, men velskrevne og bramfri YA roman i et hug! Og ja, jeg mener bramfri; fordi den på en ligefrem og uforfærdet måde fortæller om, hvordan livet også kan være i dagens Danmark et sted nær dig.
Debatten om parallelsamfund i Danmark er ofte præget af angst, had eller lad apati: Angst for at virke ekskluderende (eller gud forbyde det racistisk), hadsk fordi man faktisk ER racistisk og apatisk, når man ikke gider at tage stilling, og ikke synes det vedkommer en selv. Vi kan ikke bruge nogen af de positioner til noget! Vi har et reelt samfundsproblem med segregation i Danmark, og det er en fælles opgave at løse den.
Bogen her, bidrager til debatten med en vigtig brik til det samlede billede af de udfordringer muslimske unge står over for. Ofte hører vi om de unge kvinder, men denne gang er fokus på de unge mænd. Og vi hører vel og bemærke ikke kun at de unge mænd ER en udfordring, men OM de unge mænds udfordringer – det er horisontudvidende læsning.
Bogen er skrevet fra en af ghettoens unge mænds synspunkt, og det er både befriende og berigende at forfatteren formår at holde historien i øjenhøjde med ham hele tiden. Hun forfalder ikke til hverken moraliserende eller forklarende passager, men lader Afiq leve på siderne. Det gør hun, vel at mærke med en indlevelse og i et sprog, som jeg tror vil fange mange.
At bogen også er en rigtig coming of age sag med både kærlighed, ondskab, venskab og svigt sat i et miljø de fleste af os kun har fordomme om, gør den bestemt ikke mindre relevant. Jeg ser bogen som et velkomment ungt indspark i samfundsdebatten om det multietniske Danmark, og anbefaler den til alle der måtte have en interesse i at forstå deres unge medmennesker. Især såkaldte ”hyggeracister” kan med fordel begynde her.