5 bud på hyggelæsning i efteråret

Ahh efterår! Nu bliver aftnerne længere, mørket mørkere og lænestolen mere tiltrækkende end havehandskerne.

Endelig kan vi fortrække ind under tæppet, tænde for læselampen og række ud efter teen. Ahhh efterår, det er løvfald og tid til at fylde natbordet op med gode læseoplevelser. Men hvad skal man række ud efter? Ja det er jo en smagssag, kan man passende argumentere – og deri har man ret. Derfor har jeg været en tur i reolen, og fundet bud på bøger, som kan passe til forskellige præferencer og humør. For er det ikke, sådan det er; man er i humør til noget bestemt, afhængigt af hvad man er optaget af eller føler i øjeblikket. Nogle gange vil man underholdes, nogle gange vil man have perspektivet ommøbleret og andre gange vil man have sine følelser genspejlet af andre. Litteraturen kan det hele: Man er aldrig alene med en bog i hånden. Sommetider er det bare lidt svært at finde “den rigtige” bog og så har vi brug for inspiration. Her kommer mine meget forskellige bud på efterårsbøger:

Julian Barnes: ”Når noget slutter” (Tiderne Skifter 2011)

Den her bog er kort, men fremragende. Den er Barnes, når han er bedst! I 2011 vandt romanen ”Booker-prisen”, og ikke for noget, men det er fuldt fortjent!

Bogen er inddelt i to dele: Ungdom og Meget voksen, og viser på smukkeste vis, hvordan vi hver især stykker vores hukommelse og livshistorie sammen, så vi kan holde ud at være i stue med os selv.

Det er lykkedes meget fint for romanens hovedperson den umådeligt gennemsnitlige Tony Webster, lige indtil at fortiden banker på. Da han pludselig en dag får et brev med en arv fra den gammel flamme Veronicas mor er overraskelsen stor, men der venter Tony endnu flere overraskelser: For hvad var det egentligt, der skete dengang for mange år siden, da Veronica skiftede Tony ud med hans bedste ven Adrian, og Adrian senere tog sit liv?

Bogen kan læses på mange måder; nogen kalder den ligefrem en thriller – og jo spændingen er da også til at tage og føle på. Siderne vender sig selv, mens man følges med Tony gennem erindringens tågede land.

Det her, er en bog, som kan læses på en dag – men den bliver ved dig længe.

Betty Smith ”Der vokser et træ i Brooklyn” (Først udkommet i 1946, senest på Gyldendal 2017)

Det her er en klassiker!

En rigtig coming of age roman der skildrer hovedperson Frances opvækst i New York i 1920’erne. Hun kommer fra en arbejderfamilie med en hårdtarbejdende og varm mor og en syngende ret fordrukken far. Frances opvokser i fattigdom, men klarer sig igennem, ved at læse sig igennem. Hun drømmer om at få en uddannelse og blive til noget.

Romanen er lang – små 500 sider – og den er også langsom i handlingen, men fin og poetisk i sin beskrivelse af livet for 100 år siden.

Det er en rigtig efterårsbog, fordi den er som skabt til at synke ned i og lade sig omslutte af, og fordi den rummer samme melankoli som efteråret.

Angela Carter ”Kloge børn” (Samleren)

Skøn lille og virkelig underholdende roman på godt 250 sider om tvillingerne Dora og Noras vilde og farvestrålende karrierer som variete-sangerinder på Londons mange småsnuskede teaterscener i de brølende 20’ere.

Historien er fortalt af den ene af søstrene på deres 75-års fødselsdag, og den rummer store temaer som: far/datter-forhold, ambitioner, grådighed, hævn, identitetsforvekslinger, incest, utroskab – men også tilgivelse, familiebånd og venskab.

Romanen er forfatterens sidste (udkommet i 1991) og kan kun findes på biblioteker og som brugt bog. Men hvis du er så heldig at falde over den – så skynd dig at få fingrene i den. Det er en dejlig læseoplevelse, fordi den er velskrevet, sjov, varm og livsbekræftende – Lige hvad man har brug for i efteråret.

Maren Uthaug ”Hvor der er fugle” (Lindhardt og Ringhof 2019)

Ægte Nordic Noir til dig, der elsker det absurde og det fantastiske.

Det her er er grumme god fortælling om ulykkelig kærlighed, blodskam, bedrag, længsel og begær; altså en typisk slægtskrønike, eller ikke.

Romanen er primært placeret i familiens hjem – et fyrtårn på en ø i Norge, hvor avisen ankommer en uge for gammel og vinden er så stærk at børnene må bindes fast for ikke at blæse væk. Det samme må læseren. Der er meget på spil i romanen og synsvinklen skifter mellem fyrmesteren, hans kone Marie og deres datter Darling, og selv om den historie de fortæller omhandler de samme dage og begivenheder er synsvinklerne meget forskellige!

Som læser kan man trygt sætte sig virkelig godt til rette og vente på de mange overraskelser, som historien byder på. En rigtig efterårsbasker på ca. 300 sider fyldt med blæst og rusk på flere planer…

Håkan Nesser ”Levende og døde i Winsford” (Modtryk 2016)

En perle af en spændingsroman til at holde hjertet gående gennem de mørke aftner i efteråret.

Håkan Nesser skriver fine historier der balancerer mellem krimi og ”litterære romaner”, ikke mindst pga. hans skønne sprog og personskildringer. En kvinde lejer sig ind i et øde hus på en øde egn. Hvem er hun, hvad gør hun der i tågen på heden med sin hund? Og er nogen efter hende?

Uhh, det her er en lille sort perle om at forsøge at starte sit liv forfra, trods fortiden. Ta’ med Nesser ud på heden i tågen og mærk efteråret og bliv overrasket over hvad – og hvem du møder der.

Romanen er ca. 360 sider.

Hvilke bøger ville du anbefale til efteråret? (Spørger for en ven ;-))

Skriv et svar