Forlagets beskrivelse:
Den ene er 17, den anden er 91, men de har mere til fælles, end de tror.
Plejebarnet Molly bliver efter et tyveri fra det lokale bibliotek idømt samfundstjeneste, hvor hun skal hjælpe Vivian med at rydde op på hendes loft.
Loftet er proppet med kasser fra Vivians lange liv, og efterhånden som lågene kommer af, udfoldes en stærk historie om ensomhed og modstandskraft. Vivian var nemlig et ”togbarn”: I begyndelsen af 1900-tallets USA gennede man forældreløse og gadebørn sammen og satte dem på tog, der kørte tværs gennem Midtvesten.
På hver perron stod familier klar til at tage et barn for en skilling– en stærk dreng til marken, en nuttet lille baby … eller en pige, man kunne bruge, som man ville. For børnene i togetkunne næste stop betyde håb, lykke og familie – eller ensomhed, overgreb og et ødelagt liv.
Vivians fortid fletter sig sammen med Mollys nutidshistorie i en gribende beretning om længslen efter et hjem, hvor mankan være, høre til og måske blive elsket.
Romanen er baseret på og inspireret af virkelige hændelser, der fandt sted i USA mellem 1854 og 1929: Forfatteren Christina Baker Kline opdagede under et besøg hos svigerfamilien,at hendes mands bedstefar havde været et af de circa 200.000 børn, der blev sat på toget mod en uvis skæbne.
Læseoplevelsen:
Jeg fik bogen anbefalet af en anden ivrig læser og jeg kan kun give hende ret i at, dette er en dejlig bog. Det er en velskrevet, rørende og på alle måder fin beretning i flere lag. Dels handler den om de forældreløse børn som blev sat på toget og tog på adoptionsturné rundt i USA og deres skæbner. Dels handler den om venskab på tværs af generationer. Et tema jeg altid holder meget af, ligesom de stærke pige/kvindeportrætter er noget jeg altid vender tilbage til. Jeg elsker en litterær valkyrie i alle afskygninger.
Jeg vil anbefale den til alle, der kan lide en god historie med en lykkelig slutning.