Mødrenes gade


af Kristín Marja Baldursdóttirs (Gyldendal 2021)

Forlagets beskrivelse:

Den unge og forældreløse Marin har efter sin studentereksamen intet sted at bo, og famler efter meningen med sit liv. I sin søgen efter et sted at bo kommer hun forbi både mondæne og falmende huse, hvor en række vidt forskellige husmødre fortæller om deres liv. I det kønsopdelte samfund lever de alle med deres uindfriede drømme og længsler, mens mændene på overfladen har magten i hjemmet. I virkeligheden er det kvinderne, som driver hjemmet og bestemmer retningen for familiens liv, mens de passer børn og alle husets gøremål.  

Kristín Marja Baldursdóttir skildrer i “Mødrenes gade” en historisk tid i Island, hvor kvinden måtte bøje sig for sine drømme og indtage rollen som husmor. Det er samtidig også en medrivende fortælling om et univers af hemmeligheder, stiltiende løgne og bedrag.

Læseoplevelsen:

Historien om søde Marin der bor ved sin ”onde” storesøster er velskrevet, skarp og et klart billede på de dilemmaer unge kvinder i 60’erne stod i, og mange unge kvinder (her 60 år senere) stadig står i. Balancen mellem samfundet, familien og omgivelsernes forventninger og så pigens egne lyster, håb og drømme. Marin er kunstnerisk begavet, men fra små kår. Hun må passe både skole, husholdning, børn, sit job i biografens billetsalg og sit sociale liv, samtidig med at hun skal finde et nyt sted at bo.

Marin forsøger at løse boligproblemet ved at banke på hos samtlige kvinder i gaden, og spørge om husly og råd. Det er et genialt billede på den proces, man som unge skal igennem, inden man finder den rette dør.

Den dør, som måske slet ikke var den man havde tænkt sig – men som alligevel blev den, der førte dig videre ind i voksenlivet.

Læs den og husk at hjælpe en kvinde nær dig.

Rating

Skriv et svar