af Anne-Grethe Bjarup Riis (Politiken 2020)
Da Anne-Grethes otteårige søn bliver alvorlig syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til en næsten uoverskuelig krise. Ægteskabet bliver sat på prøve, familie og venner forsvinder, og bønnerne til Gud bliver flere og flere.
At se sin lille dreng være syg af cancer, og vide han kan risikere at dø, er for en mor en umenneskelig situation. Anne-Grethes søn overlever, men samtidig med sønnens langvarige behandling på Rigshospitalet, sniger følelser af ensomhed og svigt sig ind i Anne-Grethes hjerte. Fortrængte hændelser og brudstykker fra hendes egen barndom dukker nu op i erindringen og sætter forholdet til hendes mor i et nyt og klart lys.
Parallelt med sønnens helbredelse i nutiden, møder vi den otteårige Anne-Grethe og hendes familie, da de flytter fra det civiliserede Herning og ud til de øde og vindomblæste brunkulslejer i Søby i 70’ernes Midtjylland. Familiehemmelighederne krakelerer og tragikomiske episoder udspiller sig midt i det gudsforladte sted blandt skæve skæbner, svineavl og kviksand og åbenbarer, at de usunde mønstre og afstumpede konflikter nedarves og gentager sig gennem generationerne.
Som mor, læser jeg lidt den her bog med samme opførsel, som personer der passerer et alvorligt uheld: Jeg har virkelig overhovedet ikke lyst til at se mere, men jeg kan ikke kigge væk. Den voldsomme tragedie drager. Der er ikke mange skrækscenarier værre, end tanken om at ens barn er alvorligt sygt.
Bogen beskriver meget præcist, tror jeg, hvad der sker med en som mor, ægtefælle, datter, søster, veninde, når sådan en katastrofe rammer en familie.
Det er hjerteskærende at læse om Anne-Grethes nutid, og da hun i erindringsglimt genbesøger sin egen barndoms mørke kringelkroge, bliver det indimellem decideret uhyggeligt – nogle gange er børn og deres voksne meget langt fra hinandens verdener. Det er en tankevækkende bog, som jeg vil anbefale til dig, der er forældre til en, som engang bliver voksen (uanset alder).