Hvordan man redder en lemming

af Nikoline Werdelin

Fra bogens bagside:

Hans er en 67-årig nyskilt og fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg med den grønne lænestol. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden han aldrig fik, og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens mod til at blotte sine gule fortænder og skrige ad en meget større fjende og for dens accept af sit enkle, ydmyge liv:
Den spiser, formerer sig, undviger døden. For så vidt ligesom Hans.
Mens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige mennesker (samt tre kæledyr og en hel del insekter) sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.
Romanen handler om ensomhed, frihedstrang og mulighederne i det tilfældige møde – og om valget mellem at blive i sin rede eller vove pelsen og flytte sig over store afstande for at overleve.

Jeg har altid holdt virkelig meget af Nikoline Werdelins streg og hendes persongalleri, der synes at rumme en flig af os alle.

Derfor var jeg meget spændt på at læse om hun holder, når formatet udvides fra 4 ruder til godt 400 sider…. Det gjorde hun så! Så godt og vel endda. Lad mig kort lige ridse op, hvorfor du skal skynde dig hen til din foretrukne bogpusher og hive dig et eksemplar af “Hvordan man redder en lemming”.

Persongalleriet

Romanen er befolket af helt almindelige og helt fantastiske mennesker. Man kan ikke undgå at holde af hver og en – uanset fejl og mangler. Holdet består af 5 hovedpersoner plus en masse biroller. Vi har Hans (allerede omtalt på bagsiden), Gunhild der er alene, og som i mange år har arbejdet som suffløse på et af byens teater, hvilket hun er kørt træt i, og derfor pønser på selvmord. Derudover har vi Inge, pensioneret læge med en lidt desillusioneret holdning til verden, mest fordi hun savner sin datter. Vi har også unge Nicolas som er en ung idealistisk iværksætter, der desværre har forplantet sig med en psykisk ustabil kvinde, hvilket har store konsekvenser for hans liv. Slutteligt har vi Heidi. En sød enlig mor, der kommer fra noget værre skidt og kæmper for at bryde sin sociale arv.

Plottet

Historien er en kollektivroman, hvor alle personernes historier snor sig ind og ud mellem hinanden. Men det virker aldrig forceret eller mærkeligt. Personerne skiftes så at sige til at have et kapitel hver. Og hver gang man forlader en person, glæder man sig til at vende tilbage til netop deres vinkel. Personernes individuelle historier er velfortalte og deres problemer er genkendelige for de fleste, og altid fortalt med det særlige werdelinske glimt i øjet.

Humoren

 Humoren er kendetegnende for alt hvad jeg har læst af forfatteren, og hendes særlige, kærlige og dog spidse humor er intakt gennem hele romanen. Jeg læste bogen som lydbog, og gik flere gange og lo ud i luften – godt jeg bor hvor der er højt til loftet, ellers havde naboerne nok ringet efter den blå vogn!

Temaerne

Der er egentlig en del, men jeg vælger at pege på: livsvalg, relationer, ensomhed, generationskløft, forældre/børn, klimakrise og samtidskommentar. Det sidste, fordi det synes jeg at hele den skønne roman er. Den viser på finurligste vis, hvordan og hvorfor vi mennesker er så afhængige af hinanden.

Alt i alt, er romanen en dejlig læseoplevelse, som fortjener at blive læst af rigtig mange. Til dem der ikke læser, håber jeg at den bliver filmatiseret – for pokker det ville blive en skøn film.