Lille bitte kort roman på små 200 sider om det sidste menneske i en total ødelagt verden.
Jeg-fortælleren er en meget ung pige, der en dag beslutter sig fra at rejse fra det sted som har været hende og ”Ors” hjem siden den store brand, der ødelagde alt. Pigen, det tillader jeg mig altså at kalde hende, drager afsted med sin vogn fuld af praktiske ting som fiskenet, gryder, økse, tæpper og sækken med Ors knogler. Vi følger hende, mens hun kæmper sig alene igennem en dystopisk verden hvor det eneste levende er fuglene på himlen og fiskene i vandet, vandet som har oversvømmet meget af verden. Hvor hun er på vej hen, ved vi ikke.
Pigens ensomhed og behov for samhørighed er hjerteskærende og uhyggeligt godt beskrevet. Som romanen skrider frem, forsvinder ordene for pigen og med dem også noget af hendes menneskelighed. Det er ret grufuldt på en delikat melankolsk måde.
Det helt store plus i denne bog er sproget. Det er smukt og poetisk på en helt sprød og minimalistisk måde. Jeg hørte bogen som lydbog, og det var ren balsam for sjælen at lytte til.
Jeg vil anbefale bogen til dig, der elsker et æstetisk sprog, og til dig som ikke gider sortere dit affald.