Sådan overlever man alt

af Ewan Morrison (Screaming Books 2023)

Om bogen

Forlaget skriver bl.a.: ”Sådan Overlever Man Alt”, en teenagepiges overlevelsesguide til at navigere gennem livet under en ny, endnu mere dødbringende pandemi, skrevet fra et hemmeligt gemmested. Vil hun overleve det totale kollaps af alt det, hun troede, hun vidste, og kan hun redde sin familie – og sin forstand?

Med en ultimativt dødbringende pandemi og en aldeles dysfunktionel familierelation, med en far der tror på verdens undergang og en mor, der demonstrativt gør det modsatte, samt hvad der i øvrigt naturligt strømmer igennem krop og sind på en 16-årig pige, er dette både en dystopisk lockdown-fortælling og et varmt portræt af en sarkastisk teenager, hvor det lykkes Ewan Morrison at skildre samtlige af romanens karakterer troværdigt. Læseren overbevises om de mange præmisser folk lever under og præsenteres for gennem romanen: Detaljerede lister af forberedelser til et liv i et afsides overlevelsesrum. Forskellige skadelige dynamikker, der opstår, når snigende angst, sindssyge, paranoia og depression får overtaget i et liv i isolation. Men også en overbevisende portrættering af følelsesregistre hos en intelligent teenagepige, hvis ironi og tørre humor gør romanen særegent morsom. Derfor appellerer bogen utrolig bredt – til alle med interesse i familie-dynamikker, Teenage-angst og psykologi, og hvordan vi alle reagerer forskelligt, når pandemien rammer.

Læseoplevelsen

SÅDAN OVERLEVER MAN ALT er den perfekte vinterlæsning. Den er mørk, ildevarslende, dyster og alligevel er der hele tiden et lille glimt af lys.

Haley og hendes spiseforstyrrede lillebror Ben bliver kidnappet af deres far til en øde gård højt oppe i Skotland. Gården viser sig at være et overlevelsesfort bygget af en lille håndfuld preppere, der alle frygte den næste store pandemi og civilisationens endelige sammenbrud. Her langt fra alt og alle bor de uden elektricitet, rindende vand og andre moderne fornødenheder. Hayleys far er den lille gruppes ubestridte leder og den store hjerne bag deres overlevelsesstrategi som er minutiøst nedskrevet og efterlevet af medlemmerne, som hver har deres funktion og plads. Eller det vil sig, det havde de, indtil Hayley, Ben og senere deres mor (en kampklar ekskone type) ankommer.

Det er virkelig godt tænkt og helt utroligt godt beskrevet hvordan gruppedynamikkerne udspiller sig, når drivkraften er frygt. Frygt og en udpræget “os mod dem mentalitet”. Beskrivelserne af jordens undergang er godt beskrevet og dybt troværdige. Miljøbeskrivelserne er velskrevne og uhyggelige med masser af apokalypsestemning. Personbeskrivelserne er forrygende og fordi de gives gennem Hayley en forkælet, egoistisk og helt igennem almindelig og dybt elskelig teenager, opfatter vi først hele personen efterhånden som Hayley selv bliver klogere. Således starter de alle sammen med at være åndssvage, farlige eller i bedste fald latterlige (er vi ikke alle det i en teenagers øjne?), men efterhånden foldes personlighederne ud og Hayley modnes samtidigt med at hun får et, skal vi sige bredere, perspektiv på verden, værdier og prioriteringer.

Det her er en virkelig spændende og dybt underholdende fortælling om en opløst familie midt i en global livsfarlig katastrofe. Kan man sige “underholdende” om noget så dystopisk som selveste menneskelighedens undergang? Ja, det synes jeg, for nok er bogen fuld af frygt, fanatisme og forvirring, men den er også fyldt med humor, kærlighed, håb – ja den er faktisk meget menneskelig. Den er også PS. et kæmpe los over skinnebenet på det samfund vi som moderne mennesker har fået skabt, men det indser vi først til sidst. Lad os håbe, at det ikke er for sent.

Stjernedrys

Skriv et svar