Autobiografier,  Boganmeldelser

Den der lever stille

Den der lever stille af Leonora Christina Skov (Politiken, 2018)

 

Jeg har ikke læst noget af forfatteren før, men jeg kendte til hende fra hendes anmeldelser, fra pressen og hendes rolle som samfundsdebattør. Da hendes autobiografi kom, blev jeg alligevel nysgerrig og satte den på ønskelisten – nu 3 år senere har jeg selv købt den (vil man have noget gjort, må man jo ofte gøre det selv).

Romanen er skrevet efter Leonoras mors død. Den er skrevet i et forsøg på at forstå sin barndom, og det brud med forældrenes normer der, for forfatteren, bliver point of no return og porten til hendes fremtid og lykke. Leonora hverken kan eller vil leve stille og hendes opgør med de værdier der præger barndomshjemmet i Helsinge. Et sted præget af moderens psykiske ustabilitet og faderens angst for alt.

Som barn er Leonora styret af forældrenes manipulation og tyranni, og da Leonora som ung flytter til København for at læse noget ”egoistisk og unyttigt” og samtidig vælger at stå ved sig selv og sin seksualitet er bruddet uundgåelig.

Det er meget personlige temaer som bogen kredser om; forfatteren lægger ikke fingrene imellem, men hudfletningen går begge veje.

Nogle omtaler af bogen kalder den hævngerrig, selvmedlidende og utroværdig… Jeg er ikke enig! Der er ingen tvivl om, at fraværet af ubetinget kærlighed fra barnsben af, gør noget frygtelig ved en sjæl. Jeg fik ondt i maven, når jeg læste de passager hvor pigen fik dynget skam og skyld for moderens ulykker i hovedet, og faderen intet gjorde. Det er barsk læsning – uden tvivl, men det værste var dog, de passager hvor forældrene bad hende ignorere sin seksualitet og personlighed. Jeg er selv mor, og kunne (næsten) ikke forstille mig noget værre end, hvis mine børn var nødt til at skjule hvem de er og hvem de elsker for mig.

Der kommer en efterfølger lige om lidt – den vil jeg købe og læse uden forsinkelse.

 

Stjernedrys

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *