Bestseller,  Boganmeldelser,  Debutroman,  Korte romaner,  Ny dansk litteratur

Agathe

En meget livsslidt psykiater på 72 år tæller ned til sin pension. Han har faktisk kun tanke for at komme gennem sine sidste arbejdsdage, da han forstyrres af den unge kvinde Agathe som insisterer på at komme i terapi hos netop ham. Samtidig melder hans trofaste sekretær sig syg, hvilket tvinger ham til – måske for første gang – at række ud til et andet menneske og engagere sig, også i sig selv.

Med sine 118 sider er debutromanen Agathe tilsyneladende en læseoplevelse, man lige kan skræve hen over på en af de korte eftermiddage tidligt på året. Det kan ikke anbefales! Derimod skal du læse den i et sindigt tempo, så den også fylder din aften. På den måde kan du gå i seng med et lille smil på læben og en tro på at det hele nok skal gå.

Romanen har vundet en international pris, den er meget anbefalet på diverse bogblogs og er solgt til mere end 25 lande. Det er fileme godt gået (som vi siger i Jylland)! Men hvad er det så, at Anne Cathrine Bomann gør så godt?

Først og fremmest skriver hun om noget, som larmer i os alle sammen, hvis ikke som en konstant piben bagerst i hjertet, så i hvert fald på særligt udvalgte dage, hvor individets ensomhed spejler den meningsløshed som opstår, hvis man ikke har en egentlig ide med det foretagende som er ens liv.

Romanen er på sin måde svidende satirisk, når fortælleren en dygtig professionel omsorgsgiver glatslebet for empati bare sidder og tæller ned til sin pension, mens han tegner fugle, ikke kan komme i gang med at læse Sartres værk om livsangst og absolut intet aner om det menneske som har arbejdet for ham i 35 år. Han ved godt selv, at han er et flaskepostmenneske uden retning, men han ved ikke, hvad han skal gøre og om han magter det.

Det sidste jeg vil fremhæve ved min læseoplevelse, er sproget. Det er klart, sprødt og fint. Læs blot dette citat:

”Jeg er faktisk ikke sikker på, hvordan jeg kan hjælpe Dem, Thomas” sagde jeg. ”Jeg har aldrig elsket nogen.” Ordene kom bag på mig, men Thomas svarede bare: ”Nej, så heldige er vi ikke alle. De ville måske have lettere ved at dø.” ”Måske,” medgav jeg ”men sværere ved at leve.”

🖤🖤🖤🖤🖤/ 5 med kyshånd og tak herfra.

Rating

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *